Hækle opskrift: trefarvet karklud

For mig hører Januar, sofahygge og hækling på en måde sammen. Ihvertfald når mørket falder på.

Nyder at bruge de mørke og kolde aftener på at øge beholdningen af de lækre, hæklede og strikkede klude. For tiden er jeg gladest for at hækle mine klude.

Især er jeg glad for perlehækling – eller grums, som mønstret også kaldes. Det ligger på en eller anden måde godt til mig. Og trods det lidet skønne navn; Grums, er det pænt – Ganske enkelt pænt. Kludene får sådan en fin struktur. Nok derfor jeg alligevel foretrækker det mere flatterende navn, perlehækling.

For at det ikke skal blive alt for trivielt at hækle det samme mønster igen og igen, har jeg lavet en helt simpel hækleopskrift på en trefarvet karklud. Så sker der da lidt. – Om ikke andet, så ved farveskift …

Synes kludene er blevet rigtig fine. Samtidig er det da en ret god måde at få brugt alle sine garnrester på.

Se også: Smukke kridhvide karklude i perlehækling

Hækle opskrift trefarvet karklud
Hækle opskrift trefarvet karklud

Hækle opskrift trefarvet karklud

Reklame-link

Ca 24 x 24 cm

Se også: Tips og tricks når du hækler klude


Hækle opskrift trefarvet karklud

Hele karkluden er hæklet i perlehækling (Grums), som hækles på flg. måde:

Start med 42 lidt løse luftmasker, tjek at målene cirka passer, måske skal du have et par masker mere eller mindre. Husk blot at starte med et lige antal masker.

  1. Række: Start med at hækle 1 fm i 2. maske fra nålen, derefter hækles skiftevis 1 stgm, 1 fm, 1 stgm osv. Den sidste maske på rækken skal være en fm, til allersidst hækles en lm til at vende med.
  2. Række: Startes og sluttes med en stgm, derimellem hækles skiftevis 1 fm, 1 stgm, 1 fm og så fremdeles, + 1 lm til at vende med
  3. Række: Startes og sluttes med fm, derimellem hækles skiftevis stgm og fm + 1 lm at vende med
  4. Række: Som række 2
  5. Række: Som række 3

Forsættes til og med 12. række, hvorefter der skiftes farve. Hver farves hækles over 12 rækker.

Farveskiftet sker nemmest og pænest i enten luftmasken til at vende med, eller i sidste gennemtræk i den allersidste maske på rækken.

Inden vask måler kluden et par centimeter mere i længden end i bredden, hvilket udligner sig når bomulden kryber i vask.

Se også: Alle mine opskrifter på hæklede karklude, finder du her

Hæklede karklude

Værsgo’

Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.

7 kommentarer til “Hækle opskrift: trefarvet karklud”

    • Ja, hvad gør det 😀
      Begge slags er nemlig super gode, og gode klude kan man ikke få nok af. Jeg bruger dem også tit til værtindegaver. De falder altid i rigtig god jord hos de veninder jeg har, som ikke selv hækler eller strikker.

  1. Hvor er de fine,skønt mønster. Grums er nu et lidt pudsigt navn,gad vide hvorfor det hedder det???🤔
    Jeg skal vist også snart i gang med klude fornyelse. Klude kan man bare ikke få for mange af😊

    • Tak 😀 Jeg synes også Grums er et pudsigt navn. Et navn som slet ikke yder det egentlig rigtig pæne mønster retfærdighed.
      God hæklelyst, klude er altid sådan et hyggeligt og overskueligt projekt 😀

  2. Det er nemlig bare hyggeligt at ramme sofaen og nørkle lidt på de mørke vinteraftner.
    Og klude kan man jo ikke få for mange af 😉 De bliver rigtig fine. Det er nogle flotte farver du har valgt.

    • Mange tak 😀
      Ja, er hækling/strikning ikke bare en herlig beskæftigelse? Især i de mørke vinteraftener … Levende lys, et krus kakao og en klud på nålen, det er slet ikke tosset 😀

Der er lukket for kommentarer.