Som bekendt står genbrug og bæredygtighed mit hjerte nært. Jeg værdsætter den kreative udfordring det er at skabe nye smukke ting af genbrug, og samtidig håber jeg det gør, bare en lille forskel for vores skønne jord!
Godt nok er der intet nyt i at hækle gulvmåtter af gamle t-shirts, alligevel er det første gang jeg forsøger med den disciplin.
Tidligere har jeg hæklet gulvmåtter af genbrugssengelinned, hvor man hækler direkte af stofstrimlerne. Denne gang har jeg hæklet fastmasker med bomuldsgarn, omkring stofstrimlerne. Resultatet er ret pænt. Bomuldsgarnet er med til at give gulvmåtten et forholdsvis ensartet udtryk, som jeg synes rigtig godt om.
Gulvmåtte hæklet af t-shirts, 65 x 55 cm
Min gulvmåtte er ikke særlig stor … Jeg har et mikroskopisk gæstetoilet, hvorfor måtten selvsagt må være det samme. Men man kan jo lave den præcis så stor som man ønsker.
Til denne har jeg brugt 4 t-shirts, klippet i ca 4 cm brede strimler og 3 ngl. bomuldsgarn 8/4 + nål nr. 2,5.
Se med længere nede for fremgangsmåde …
Gulvmåtte hæklet af t-shirts
Sådan startes en gulvmåtte hæklet af t-shirts
Jeg har ikke lavet en præcis opskrift. Billederne er udelukkende til inspiration og vejledning, hvis du selv har lyst …
Jeg startede med 40 luftmasker + 2 vende lm, som ligger over stofstrimlen. Der bindes en stram knude i enden af første t-shirt strimmel, hvorefter der hækles rundt om strimlen, som derved hækles fast på luftmaskerne. I den sidste lm hækles 6 fm om strimlen, som bukkes rundt. Hækl tilbage i hver lm på modsatte side.
Klip overflødigt stof af start-knuden og lad stofstrimlen ligge over knuden i den modsatte ende. Også her hækles 6 fm i sidste lm.
I starten hæklede jeg udtag i alle masker i enden af måtten. Senere udelukkende udtag i rundingerne, så måtten også efterhånden blev lige i enderne. Som det ses på allersidste billede, er der ikke hæklet udtag i de 2 midterste masker i enden af måtten.
Træk jævnligt i t-shirt strimlerne mens du hækler. Derved undgår du at måtten buler op og folder.
Sådan sættes stofstrimlerne sammen
Strimlerne sættes sammen ved at klippet et lille hul i enden af hver strimmel.
Træk den, i dette tilfælde lyserøde strimmel lidt igennem hullet på den grå. Fold den lyserøde op og træk den igennem sit eget hul. Træk til, så der dannes en stram knude.
Hvor er den bare fin,skøn effekt med garnet og bedst af alt genbrug😊
Tak 🙂
Enig – Genbrug er bedst 😀
Kanon genbrug af T-shirts og sengelinned – begge tæpper er super fine 🙂 Det er dejligt, når man bare kan lave det man mangler af noget man allerede har liggende.
Tak 🙂
Genbrug når det er bedst 🙂
Jeg elsker det! Har aldrig set det gjort på den måde før – jeg kendte kun til hækling af strimler, og har aldrig tænkt over at man kunne hækle udenom dem. Nøj, hvor det er flot!
Tak Pia 🙂
Synes også den blev god. Jeg kan godt lide de måtter jeg har hæklet af strimler alene, men når alt kommer til alt, foretrækker jeg nok alligevel metoden her. Synes det bliver pænest 🙂