God lørdag på bloggen.
Sikke dog et vidunderligt vejr vi har, – og har haft denne ferie. Den smukkeste løvfaldssommer man kunne ønske.
Som bekendt er jeg stor tilhænger af efteråret og de smukke farver. Det samme er min yngste datter. Så glad, at hun i stor stil bor med de brændte farver. Sofapuden, hæklet i den fine orange, som jeg viste for et par uger siden, var hendes bestilling.
For at få gjort kål på det sidste orange garn fra puden, har jeg hæklet hende et matchende køkkenhåndklæde. Synes det grafiske mønster passer så fint til den boheme-inspirerede stil hun godt kan lide.
Køkkenhåndklædet er hæklet i en blanding af stang- og dobbelt stangmasker, med en kant af henholdsvis fast- og halvstangmasker. Jeg er rigtig tilfreds med resultatet og pønser på at hækle en stor pude (måske gulvpude?) i samme mønster.
Se også: Det smukkeste håndklæde med cirkler
Hæklet køkkenhåndklæde med grafisk mønster
Ca. 40 x 33 cm
- Nål 3 – 3,5
- Bomuldsgarn 8/4
65 ikke for stramme lm (Brug gerne en nål et halvt nr. større, end resten skal hækles med)
1. Start i 4. m fra nålen, stgm hele rækken, 62 stgm (63 m ialt incl. de første lm. De 3 første lm tæller for én m), 3 lm, vend
2. De 3 lm udgør 1. m, så den springes over, 2 stgm, *3 lm, spring over 3 m, 3 stgm*, gentag * – * rækken ud. Sidste m skal sidde i 3. lm. Skift farve i 1. vende lm, 3 lm, vend
3. De 3 lm udgør 1. m, 2 stgm, *3 dblstgm ned i de 3 oversprungne m fra forrige række, der hækles rundt om/over luftmaskerne, 3 stgm i 3 stgm*, gentag * – * rækken ud, sidste m skal sidde i 3. lm, 3 lm, vend
4. Som rk. 2, så luftmaskerne er over de dobbelte stangmasker
5. Som 3
Gentages til håndklædet har den ønskede længde. Allersidste række hækles udelukkende i stgm.
Kanten
For at ramme det grafiske mønster smukt ind, hækles først 2 omg. fm, derefter 2 omg. hstgm. Giv gerne 2. omg. fm en anden farve end de øvrige 3 omg.
2 fm, 1 lm, 2 fm i hjørnerne og lige sådan med hstgm: 2 hstgm, 1 lm, 2 hstgm.
Omgangene startes med lm og samles med km.
Strop
Hvis du har startet dine omgange i hjørnet, samles den sidste omg. med km, hvorefter der hækles km hen til lm i hjørnet mellem hstgm, km om lm, 20 lm, fastgør med km i samme hjørne lm. Træk tråden igennem og hæft enden godt.
Er omgangene startet på siden af håndklædet, samles sidste omg. med km. Bryd garnet og træk igennem. Tråden fastgøres om en af hjørne lm, 20 lm, fastgør med km i samme hjørne lm, bryd garnet og træk tråden igennem. Hæft enderne godt fast.

De allersidste rester blev anvendt til en matchende klud i zigzag. Opskriften er denne
Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer i såfald at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.
Skønne farver og fint grafisk mønster til køkkenhåndklædet.
-Altid dejligt at resterne bliver brugt😊
Indimellem er det virkelig rart at få bund i alle resterne som hober sig op, ja 🙂
God søndag 🙂
Det er virkelig flot. Og tak for tippet med at hækle opslagskanten med et nr større nål!
Tak og velbekomme 🙂
Klude, håndklæder, tæpper og lign. fungerer bedre, hvis opslagsmaskerne ikke er for stramme, er min erfaring. Så brandærgerligt når kanten strammer, krøller og trækker skævt 🙂
Flotte farver! Det vil helt sikkert blive en flot pude. Jeg kunne godt tænke mig at lære at lave zigzag mønstret, så vil prøve ar samle mod til at prøve din opskrift af 🙂
Det er ikke svært at hækle zigzag kluden 🙂 Dog er det vigtigt at opslagsrækken hækles løst! Helst med en nål et nummer større, (men det står også i opskriften) da kluden ellers trækker skævt og ser lidt underlig ud i start rækken 😀
Du lager så mye fint og delikat, Anja.
Tusind tak Ingrid 🙂