En lille hæklet julekugle udgør den sidste søndags advents-gavevedhængs-kalender ♡
Jeg har hæklet mine af uldgarnsrester, men kuglerne kan også fint hækles af bomuldsgarn, hvis det er hvad man lige har i restekurven.
I ønskes den dejligste 4. søndag i advent, – opskrift herunder
Se mere: Alle advents vedhængene finder du her

Hæklet julekugle
Du skal bruge:
- Nål 3-3,5 mm
- Uldgarnsrester der passer til nålen
- Stoppenål
Opskrift hæklet julekugle
Start med en magisk ring
- 2 lm og 11 stgm i ringen, saml med 1 km i 2. lm (12 m)
- 2 lm, i samme m som km sidder i hækles 1 stgm, 2 stgm i hver af de øvrige 11 m omg. rundt, saml med 1 km i 2. lm (24 m) Bryd garnet og træk igennem.
Hæft ender
Hækl en cirkel magen til, dog brydes garnet ikke efter sidste omgang. Læg i stedet de 2 cirkler sammen, vrang mod vrang og hækl cirklerne sammen fra retsiden med fm i bagerste maskeled, saml med 1 km i 1. fm, bryd garnet og træk igennem.
Hæft ender
Ophæng
- Stik nålen i en vilkårlig fm af sammenhæklingen, fastgør garnet og hækl 1 lm, i samme m hækles 1 fm, 1 fm i hver af de næste 3 m (4 fm), vend med 1 lm
- 1 fm i hver af de 4 m, vend med 1 lm
- 1 fm i hver af de første 2 fm, hækl derefter 20 lm, 1 fm i hver af de sidste 2 fm, bryd garnet og træk igennem
Hæft ender
Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier