Første søndag i advent og den fineste lille gratis opskrift til jer ♡
Jeg elsker bare gavevedhæng! Jeg synes de er super sjove at udtænke. Enormt hyggelige at lave. Og så pynter de så fint på julegaverne.
I år har jeg besluttet at markere og fejre julen, her på Eponas dagbog, ved at uddele adventsgaver i form af en ny gratis opskrift på smukke gavevedhæng hver søndag i advent ♡
Jeg glæder mig så meget til at dele min passion for gavevedhæng med jer ♡
Rigtig god fornøjelse og dejligste 1. søndag i advent til jer ♡
Se også: Alle mine hæklede juleopskrifter finder du her

Hæklet julekrans
Reklame-link
Mine kranse er hæklet med nål 3 og rester af Drops Nord og Drops Flora. De måler ca. 4,5 x 4,5 cm
Ønsker du en lidt større krans, kan du anvende nål 3,5 eller 4 mm samt garn der passer til nålen
Du skal bruge:
- Nål 3-4 mm
- En rest uldgarn der passer til nålen
- Tyndt jutegarn
- Stoppenål
- Evt. et par træperler
Opskrift, hæklet julekrans
53 lm
- Start i 3. m fra nålen, hækl 3 hstgm i hver eneste lm hele rækken hen, bryd garnet, men lad en god garnende være tilbage, da den skal bruges til at sy igennem kransen

- Nu ser kransen ud som den øverste spiral på billedet. Hjælp kransen ind i den rette spiralform som på den nederste spiral på billedet.
- Tråd stoppenålen med kransens lange garnende og stik nålen gennem spiralen. Sørg for at nålen får fat i hver omgang af spiralen. Træk nålen igennem.
- Bind kransen sammen med de 2 garnender
- Træk sammen og fordel spiralomgangene jævnt på kransen
Bind derpå jutegarnet om kransen og afslut med en sløjfe. Top evt. med et par perler.
Voila – Den fineste lille hæklede julekrans ♡
Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier