Gammeldags honningbrød

Gammeldags honningbrød er lidt af en kageagtig lækkerbidsken. Til eftermiddagskaffen. Eller som et sødt indslag på brunchbordet.

På min arbejdsplads holder vi ikke eftermiddagspause og drikker heller ikke ret ofte eftermiddagskaffe. Derfor holder jeg meget af en kop kaffe og lidt ny energi når jeg kommer hjem om eftermiddagen. En skive honningbrød med lidt smør, en caffe latte og et stykke frugt er en perfekt lille snack efter arbejde.

Her i weekenden rørte jeg dejen sammen og smed brødet i ovnen. – Dejen er super nem at have med at gøre, da det hele røres sammen i den samme gryde – og har nu ny-energi-hygge-eftermiddagsmad til resten af ugen. Rigtig god start på en mandag. Glæder mig allerede til senere på dagen.

Det vigtigste i forbindelse med bagningen er mest at formen smøres rigtig godt, da dejen er noget klistret.

Brødet holder sig forøvrigt ret godt i en plasticpose eller anden lufttæt beholder.

Prøv også: Lækkert gammeldags kanelbrød

Gammeldags honningbrød

Opskrift på gammeldags honningbrød

  • 3 dl rørsukker
  • 2 dl honning
  • Saften af 1 økologisk appelsin
  • 1/2 dl kærnemælk eller evt. vand
  • 2 dl rosiner
  • 1 æg
  • 2 spsk revet appelsinskal
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 2 tsk stødt kanel
  • 1 tsk natron
  • 1/4 tsk salt
  • 8 dl hvedemel

Pynt
Flormelis

Varm honning, rørsukker og appelsinsaft over svag varme i en gryde. Når honningen og sukkeret er smeltet og flydende tages gryden af varmen og afkøles i ca 5 minutter. Rør derefter resten af ingredienserne i gryden, i den rækkefølge de står i opskriften.
Dejen hældes i en godt smurt franskbrødsform (1 1/2 L) og bages ved 175 grader i 40-50 minutter. Mærk efter med et grillspyd eller lign. om brødet er bagt. Honningbrødet bør ikke overbages, da det så bliver tørt. Lad brødet afkøle og drys med flormelis.

Spises med koldt smør

Gammeldags honningbrød