Gammeldags fastelavnsboller er ret spot on, i min verden. Jeg benytter mig virkelig af, at der kun er en månedstid til fastelavn. Hvilket er mægtigt – Jeg kan nå at bage fastelavnsboller mange gange endnu, inden katten er slået af tønden og fastelavnsrisene plyndret.
Lækker hjemmelavet vanilleprikket creme og en lækker luftig dej. – Det er altså ikke så ringe endda. Og så er de super nemme at bage. Det eneste der nogengange volder mig lidt problemer er lukningen. Det er brand ærgerligt, hvis man sløser med lukningen og al den gode creme flyder ud under bagningen.

Opskrift på gammeldags fastelavnsboller
Ca 16 stk
Pynt – Glasur eller chokoladeknapper
Dej
- 50 g gær
- 100 g smør
- 1 1/2 dl mælk
- 1 spsk sukker
- 1/2 tsk salt
- 1/4 tsk kardemomme
- 1 æg
- 7-8 dl hvedemel
Smelt smørret for svag varme i en gryde. Hæld det i en skål sammen med mælk og krydderier. Rør gæren ud i blandingen. Rør ægget i. Hvedemelet tilsættes lidt ad gangen og dejen æltes godt igennem. Hæver under et fugtigt viskestykke i 45 minutter.
Slå dejen ned og rul den tyndt ud med kagerullen. Del dejen i ca 16 firkanter, læg en spiseskefuld creme på hver. Saml enderne godt. Det er super vigtigt at enderne er samlet rigtig godt, da cremen ellers flyder ud under bagning. Stil bollerne på samlingerne. Efterhæver til dobbelt størrelse og bager 15-20 minutter ved 175 grader varm luft. Bollerne afkøles og pyntes med glasur eller evt. chokoladeknapper, som lægges på mens bollerne er varme.
Creme – Eller brug en pose pulver, som blot skal røres op i mælk
Den færdigkøbte creme er helt sikkert den nemmeste at have med at gøre og kan røres med lidt ekstra vaniljekorn, så den bliver ekstra lækker og “hjemmelavet”. Den hjemmelavede creme smager fantastisk, men kan have tendens til at klumpe
- 2 1/2 dl mælk
- 1/2 stang vanille
- 2 spsk sukker
- 4 æggeblommer
- 2-3 spsk vand
- 1 spsk hvedemel
Ryst eller rør vand og mel sammen i en lille skål eller meljævner og sæt det til side. Flæk vanillestangen og kom den i en gryde sammen med mælk og sukker, kog blandingen op. Når det koger tages gryden af varmen og æggeblommerne piskes i. Kog op igen under omrøring. Tag gryden af varmen igen, lad blandingen køle lidt af og rør melblandingen i, i en tynd stråle under kraftig piskning. Fisk vanillestangen op og lad cremen køle af.
TIP: Rør evt. lidt revet marcipan i kagecremen
mmmh og når kagecremen er bagt så det lidt bedre at spise den for mig (allergi)… men ellers kan man jo bruge et andet fyld… f.eks. ren marcipan eller marmelade.
Ren marcipan ville være ret så godt 🙂 Måske er det også lidt lettere at holde inde i bollen under bagning 🙂 Ja, eller hindbærmarmelade, uhm … Jeg er vist nødt til at bage endnu en portion, det skal afprøves!
Altid godt med en god grund til at bage…