En have fuld af fugle står ret høj på min ønskeliste.
Jeg nyder det liv og leben de bidrager med, og som tak for vinterfodringen er de ivrige hjælpere om sommeren, hvor de holder insekterne nede på et minimum. En helt god deal!
Det sker langt fra jævnligt, at mine fugle bliver betænkt med hjemmelavet fuglemad. Oftest består den daglige kost af de grønne kugler i net, lidt brødsmuler og overgemte æbler, serveret direkte på jorden.
Men indimellem skal de nu alligevel forkæles med ekstra godter. Det samme skal jeg, – bare rent visuelt. Det hjemmelavede ser altså mere charmerende ud. Og hvem kan ikke bruge dét, midt i alt det gråbrune?
Sidste år forsøgte jeg med hjemmebagte kranse, a la knækbrød. Lidt omfattende, men absolut fint –og godkendt. I år står menuen på jordnødde-ranker, med trinbræt, og vinter “æbletræer”.
Hjemmelavet fuglemad
Jordnødde-ranker
- Jutegarn eller vindseltråd
- Hul-sten
- Små grenstykker
- En stor stoppenål
- Jordnødder
Mål et stykke jutegarn eller vindseltråd af i ønsket længde. Bind en hul-sten i enden af ranken og tråd stoppenålen med den anden ende af garnet (Ikke nødvendigt ved vindseltråd, dog er det nødvendigt at lave huller gennem jordnødden, inden vindseltråden kan stikkes igennem).
Stik igennem jordnødderne med nålen og sy dem på ranken, bind små grenstykker på undervejs. Lad tråden være dobbelt foroven og bind knude, så der er et ophæng.
Æbletræer = Nemt og dekorativt hjemmelavet fuglemad
Ofte smider jeg bare æblerne på jorden. Men faktisk tror jeg de kære små føler sig mere i sikkerhed, når de sidder på grenene i stedet. Og egentlig er det er jo så nemt, og ser samtidig så fint ud, at stikke æblerne på grene. Lidt specielt og surrealistisk, med “æbletræer” om vinteren.

Fru Solsort indvilligede i at agere fotomodel og reklamesøjle for “æbletræer” om vinteren. Billedet er dog fra sidste år. I år har ingen nemlig meldt sig frivilligt som linselus. Ikke endnu da …
I ønskes en helt igennem dejlig mandag
Det ser rigtig fint ud med sådan en ranke. Også god mandag til dig, trods blæsevejr.
Tak, ja, nu håber jeg bare de små kræ synes om menuen 🙂
Smukt ser det ud og dine have-fugle kan da kun føle sig forkælet. Jeg har selv været ivrig fugle-fodrer, men der faldt for meget godt på jorden, som tiltrak rotter, så jeg måtte stoppe. Har dog stor glæde af et egerne, som stjæler nødder i naboens have og kommer over i min, for at gemme dem i plænen.
God aften til dig
Åh, hvor er du heldig med egern i haven, bare det var mig – De er simpelthen så kære <3
- Og en rigtig dejlig aften til dig 🙂
🙂 *Mit* egern bor ikke i min have, men det er sjovt at se den komme med sit bytte, for at gemme det til dårlige tider i min plæne.
De er bare så skønne at kigge på <3 Sjovt den gemmer det i plænen 😀 Ser du når den kommer igen og henter af forrådet?
Nej, det har jeg desværre ikke haft glæden af. Tror det er reserve forråd den opbygger. Har flere gange trådt på en nød i plænen, som ligger under græsset, men hyggeligt er det.
Overvejer at skaffe mig et egernhus + foderautomat, for at lokke en eller flere til
Det kunne der garanteret komme meget glæde og fornøjelse ud af 😀
Krydser fingre for, at du gør det – Og derefter deler billeder af de kære små 😀
Sikke nogle heldige fugle 😍 det er så hyggeligt med fugleliv i vinterhaven.
Ja, det er super hyggeligt!
Indtil videre er der dog ikke den store begejstring at spore over jordnødde-rankerne?!?!
Hvorimod “æbletræerne” vækker jubel 😀
De der røde æbler ser nu også fristende ud kan godt forstå der bliver prioriteret mellem udbudene😉
Ha ha, ja, de er helt sikkert stadigvæk den største succes 😀
Det var da en super god ide, som fuglene i min have helt sikkert vil blive glad for :0)
Det tror jeg bestemt de vil 🙂
Her hos mig, er de begyndt at tage hul på jordnødderne, nu hvor æblerne er spist 😀