Tadaa, så er opskriften på Foxi trøjen her ♡ Flere har efterspurgt den. – Nu er den klar og ligger i webshoppen.
Jeg er overmåde tilfreds med designet på den lille trøje. Fineste bærestykke med reliefmasker og vifter, der blev præcis så pænt som udtænkt. Ellers en forholdsvis enkel trøje med ribkanter og knapper ned foran. Rundt bærestykke der efterfølgende går over i raglanudtag, sikrer en rigtig god pasform.
Foxi er hæklet i det skønneste uld/silke garn. Silken gør noget helt særligt, og lidt rustikt, synes jeg. Et let og samtidig lunt garn.
Mange flere fakta om opskriften finder du herunder.
Se også: Alle mine opskrifter på trøjer til børn

Foxi trøjen – Fakta om opskriften
Reklame-link
Foxi trøjen kan hækles i størrelse: 6-9 mdr. (9-18 mdr.) 2-3 år (3-4 år) 4-5 år
Trøjens overvidde: 53 (59) 63 (73) 77 cm
Hel længde: 31 (32) 33 (34) 35 cm, eller til ønsket længde
Nålforslag: 3 mm, eller den nål der skal til for at opnå trøjens hæklefasthed
Trøjens hæklefasthed: 26 stgm = 10 cm
Lær hvordan du måler din hæklefasthed
Vejledende garnforbrug: 150 (200) 200 (250) 250 g. Hjertegarn Woolsilk, Løbemeter pr. 50 = 300 m
Min trøje er hæklet i farve 3007, der ser noget mørkere ud på forretningens billede, end i virkeligheden.
Alternativt garn: Sandnes Sunday. Vær dog OBS på løbemeteren
Derudover skal du bruge: 6-7 knapper Ø 16 – 18 mm
Konstruktion: Trøjen hækles oppefra og ned med rundt bærestykke, der efterfølgende går over i raglan-udtag. Derefter tages fra til ærmer og kroppen hækles.
Derpå hækles ærmer og tilsidst ribkant i halsen samt stolper. Trøjen kan hækles til ønsket længde. Ingen montering
Sværhedsgrad: Øvet
For at hækle trøjen skal du kunne: Luftmasker, kædemasker, fastmasker, halvstangmasker, halvstangmasker hæklet i bagerste maskeled, stangmasker, reliefstangmasker både foran og bagom arbejdet, indtag og udtag i stangmasker

Køb opskriften med PayPal
Opskriften kan købes til download via PayPal i Eponas butik
Køb opskriften med MobilePay
Har du ikke en PayPal konto, kan du betale opskriften via MobilePay. Send mig blot en mail med navnet på den opskrift du ønsker at købe, og jeg mailer opskrift som PDF fil, samt nummer på MobilePay, retur til dig.
Jeg tjekker mails mindst én gang i døgnet, og sender til dig så snart jeg har set din besked.
Opskriften koster 40 kr
eponasdagbog@gmail.com
