Så kom foråret, sådan for alvor ♡
De seneste dage har jeg tilbragt i haven. Lavendlerne er klippet, altangulvet skrubbet, der er fejet, ryddet op og gjort ved. Eftermiddagskaffen er tilmed indtaget på altanen. Hvor skønt er det ikke lige!
Men mere vil have mere. Lidt utaknemmeligt måske, – men faktisk er jeg helt fornøjet med det skønne forårsvejr vi allerede har fået. Alligevel ønsker jeg mig én af de somre, hvor man nærmest bor i haven og på altanen. Det kunne være så skønt. At sidde derude med bøger og blade, noget køligt i glassene og blot betragte tomater og blomster der gror.
I år vil jeg gerne supplere med endnu mere spiseligt og har planlagt at så klatrebønner og -ærter ved mine rum-deler-espalier.
At gå fra stort til småt
For omkring 4 år siden flyttede jeg fra en kæmpestor landbohave, til en lillebitte én af slagsen. 400 m2 alt iberegnet. Det har bestemt sine fordele med en lille overskuelig have og samtidig sine udfordringer, når man gerne vil det hele.
Skulle du stå i samme situation, eller mangler du blot lidt ideer til den lille have, deler jeg de erfaringer, jeg har gjort, længere nede i indlægget.
Allerførst: Inspiration til en sommerklar altan/terrasse
Reklame-link
Gør haven forårsklar, inspiration fra Mosters skur.dk
/1. Fin lille lygte til fyrfadslys
/2. Praktisk og dekorativ snor-holder
/3. Sødeste fugle forhus
/4. Altankurv i trådwire
/5. Genial og dekorativ vandbeholder
/6. Styr på alle småtingene
/7. Planteskilte i metal, incl vandfast pen
/8. Vægkurv i pileflet
/9. Vandkande med messing look
At få mest muligt ud af den lille have
Som nævnt, flyttede jeg for år tilbage, til en ret lille have. Min baghave tæller omkring 200 m2. Lidt af et puslespil, når man har været vant til ubegrænset plads og gerne vil det hele. Men samtidig også vældig spændende og med en kæmpe mulighed for en intimitet, som kan være svær at skabe i den store have.
I min have vil jeg gerne have siddepladser (selvfølgelig), og helst masser af dem, bålsted, blomsterbede, urtehave, frugttræer + lidt tomater og chili samt plantebord og kompostplads. Efterhånden er alt implementeret og jeg er blevet en del erfaringer rigere. De vigtigste er nok disse:
Drop græsplænen
Jeg har ingen små børn som har brug for en græsplæne, derfor kan jeg udelukkende koncentrere mig om bede, fliser og krukker. Da jeg overtog haven, var hele grunden belagt med fliser + et stort pæretræ. Det var det. Men samtidig gav det helt frie hænder. Pæretræet har jeg beholdt, ligeledes fliserne. Jeg har blot fjernet dem, hvor jeg ønskede bede.
Plant i højden
Espalier er genialt. Jeg har dem både op ad huset samt fritstående, støbt ned i rigelige mængder cement (se billede herunder). Mine espalier huser Klematis, indimellem lathyrus (som ikke må vokse samme sted, 2 år i streg). I år er min plan at forsøge med de høje klatrebønner og -ærter, for at få endnu mere spiseligt i haven. Espalier = Mange planter på meget lidt jordplads.
Søjle frugttræer
Fylder meget begrænset i omkreds, men mest i højden. Mine kan lige anes på forsiden af espalieret, hvor jeg har en halv meter bed. De er virkelig geniale og samtidig utrolig rigtbærende.
Plant i krukker og baljer
Min urtehave er udelukkende plantet i krukker og baljer. Krydderurter er nøjsomme planter, som trives fint i krukker. Det samme gør tomater (som kan skimtes bagerst, ved siden af skraldespanden) og chili ligeledes. Faktisk har jeg en figen i en kæmpestor krukke, som indtil videre trives på 3. år. Spændt på, hvor længe det varer. Kartofler kan snildt lægges i spande og/eller krukker. I år forsøger jeg også med squash i store zinkbaljer. Glæder mig. Det smarte ved krukker og baljer, er den sparsomme plads de optager. Derudover er de nemme at flytte rundt, med en sækkevogn, hvis haveindretningen skal være anderledes. Dekorationsværdien synes jeg er kæmpestor. Ulempen er den megen vanding og gødning.
Ampler og hængekrukker
Lidt i forlængelse af at plante i højden. Men de er virkelig smarte at hænge fra store træer eller under tagudhænget.
Dekorative elementer
Som dem på billedet ovenover, er med til at skabe atmosfære og intimitet i den lille have. Jeg nyder at gå og pusle med hyggelige indslag. Endnu en fordel ved en lille have: Meget mindre arbejde = mere tid til nusseri.
Jo, jeg er endt med at elske min lille have ♡
Har du andre ideer til at få mest muligt ud af den lille have, så del endelig …
Lille udsnit af sidste års sommerhave.
God weekend
Din have er blevet så fin. Synes faktisk det er svært at gøre en stor terrasse og altan hyggelig. Må se om i år, bliver året hvor det lykkedes
Tak, ja, jeg synes også den er blevet fin efterhånden 🙂
Selvfølgelig bliver det året, hvor det lykkes 🙂 Men det er rigtigt, en stor terrasse får ikke så let den intimitet, som en lille gør 🙂
Rigtig hyggelig og meget givende have 👍🌞
Tak 🙂 Ja, den er givende og skøn 🙂
Så fint og hyggeligt du laver det. Jeg glædes over det fine vejr på alles vegne og vil lige kigge forbi, for at ønske dig en god weekend, når du kommer dertil.
🙂 Morgen hilsen fra den gamle Mosekone
Det er så fuldstændig fantastisk vejr. Jeg håber du nyder det i fulde drag 🙂
Også en rigtig god weekend til dig 🙂