Smukkeste forårsbuket fra haven

Påskevejret er måske ikke just af den kaliber mange af os havde håbet på. Her hos os er det temmelig koldt og vådt, dog med enkelte optimistiske solstrejf indimellem.

Optimistisk er buketten fra haven også, bundet af pæregrene, hornvioler, perlehyacinter og anemoner. Heldigt at forårsstemningen istedet kan bringes ind i stuen! Blå, blå, blå, som forårshimlen også kan være.

Forårsbuket fra haven

Jeg har sat et syltetøjsglas ned i skjuleren og brugt de stive og krogede pæregrene som “gitter” til at holde de andre blomster i position.

 
Perlehyacinter, Anemoner, Hornviloler og pæregrene

Den lille forårsbuket fra haven gør mig virkelig glad, sådan helt ned i maven. Men samtidig også lidt tænksom. Min elskede mormor kunne have haft fødselsdag i dag. 96 år – Desværre døde hun alt for tidligt og jeg har ofte savnet hende. Der var så meget vi skulle have delt, så mange flere blomster vi skulle have plukket. 

Hun havde en sigende og tankevækkende talemåde, synes jeg: “Giv mig hellere en blomst mens jeg lever, end 10 når jeg er død” – Hvor havde hun dog ret! Man skal huske at betænke andre med blomster. Desværre synes jeg ikke helt hun fik blomster nok mens hun levede, og nu er det for sent.
Men ihvertfald kan buketten så være til minde om hende ♡
Forårsbuket

 

4 kommentarer til “Smukkeste forårsbuket fra haven”

  1. Det er en yndig buket! Og en smuk tanke. Min mormor lærte mig at holde af blomster. Jeg fik lov til at plukke blomster i hendes have, og hun lærte mig navnene på de vilde blomster.
    Påskehilsner fra Nana

Der er lukket for kommentarer.