Flødestuvede svampe på franskbrød

 ❤ Flødestuvede svampe, eller blot flødestuvede champignon

En rigtig mormor klassiker. En efterårsret, som smager fuldstændig fantastisk på godt franskbrød. Så enkel og fin i smagen. Ren nydelse for en svampe elskere. Faktisk synes jeg flødestuvede svampe har mange plusser og mange forskellige anvendelses muligheder:

  • På groft franskbrød som frokost eller forret
  • Eller som sovs til et godt stykke kød
  • Som fyld i tarteletter, evt. tilsat lidt rejer
  • Som sovs i pastaretter

Her hos os, er vi virkelig svampe elskere og spiser dem på mange måder. I gryderetter, på pizza, grillet, fyldte og ovnbagte. Men flødestuvede svampe er et særligt hit, så jeg laver det indimellem til frokost i weekenden, mums!

Sidste efterår deltog jeg i en svampe-tur, godt guidet af en svampe ekspert. Jeg tror ikke man selv skal forsøge sig uden kyndig vejledning. Godt nok er de fleste svampe harmløse, men for pokker, det ville være skidt at tage fejl. Turen var rigtig god og en rar måde at opleve efterårsskoven på. Vi fandt  mange spændende svampe, som hjemme i køkkenet blev tryllet om til en ret mage til denne.

Flødestuvede svampe
I år nåede jeg desværre ikke med på svampe-tur, men heldigvis faldt jeg over svampe mix på frost i Brugsen. Så ingen undskyldning for ikke at lave flødestuvede svampe.

Skulle du selv have lyst til stuvede svampe, enten som sovs eller på brød er opskriften følgende:

flødestuvede svampe

Opskrift på flødestuvede svampe

Nok til 2 stykker franskbrød
  • 300 g friske eller frosne svampe – champignon alene er også fint
  • 1 spsk smør
  • 2-3 spsk citronsaft
  • 1 1/2 dl piskefløde
  • Salt & peber

Rens friske svampe, skær rodenden af dem og skær dem i kvarte, (De frosne er klar til brug).

Smelt smørret i en lille gryde og svits svampene ved jævn varme og under omrøring til de falder sammen. Tilsæt fløde og citronsaft og lad sovsen koge ind uden låg og blive tyk ca 10-15 minutter, måske længere, hvis svampene indeholder meget væde. Smag til med salt og peber, evt. lidt mere citronsaft.

Når sovsen er tilpas i tykkelse, hældes den over franskbrødsskiverne, pyntes evt. med lidt brøndkarse, tomat eller andet.

Spises varmt og nydes i fulde drag ❤

Vil du bruge retten som sovs til kød eller pasta, bruges 2 1/2 dl fløde. 

Som sovs, smager det ret godt at svitse lidt revet hvidløg og noget hakket persille med under stegningen af svampene. Duften og smagen, når der tilsættes hvidløg og persille, får tankerne hen på Italienske pastaretter. Bland svampe-hvidløg-persille-flødesovsen med friskkogt pasta og du har en virkelig skøn, italiensk duftende ret.

Hjemmebagt brød egner sig rigtig godt til svampene

Opskrift på det klassiske hjemmebagte franskbrød

Opskrift på gammeldags sigtebrød

Rigtig god weekend