Fibermuffins

Som lovet i går, opskriften på fibermuffins.

Jeg har jo forsøgt mig med at bage en “sund” kage, eller ihvertfald sundere. Disse små muffins er bagt uden hvidt sukker og med minimalt fedtstof. Istedet er der masser af brombær, bananer og rosiner i.

Det meste hvedemel er udskiftet med havregryn for at højne fiberindholdet. De smager overraskende godt og ret kage-agtigt. Jeg tænker at bruge dem som en lille lækkerbidsken i madpakken. Kunne heller ikke lade være med at prøvesmage dem sammen med en kop kaffe.

De er godkendt!

Opskrift på fibermuffins

12-14 stk
  • 2 æg
  • 2 spsk honning
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 tsk kanel
  • 2 spsk rapsolie
  • 1 dl hvedemel
  • 3 dl havregryn
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 godt modne bananer
  • 1 dl rosiner
  • 1 dl brombær

Pisk æg og honning sammen i en skål, til det er luftigt. Tilsæt vanillesukker, kanel, rapsolie og pisk igen. Rør hvedemel, havregryn og bagepulver i æggeblandingen. Mos bananerne og vend dem i dejen sammen med rosiner og brombær. Dejen fordeles i muffinformene og bages ca 15 min ved 200 grader til kagerne er gyldne.