Opskriften på Fenja vesten er klar. En opskrift på en hæklet vest til damer, som jeg har glædet mig rigtig meget til at udgive.
Vesten er blevet præcis så pæn, som udtænkt. Fineste detalje på forstykket og alligevel ganske enkel i udtrykket. Nøjagtig som jeg foretrækker det. Ribkanter langs hals, ærmegab og den nederste kant, giver vesten en pæn og færdig finish ♡
Jeg ser virkelig frem til at bruge min vest som overgangs-beklædning her i foråret, hvor en hel sweater let kan blive for varm.

Fakta om opskriften – Fenja vesten
Reklame-link
Vesten kan hækles i størrelse S (M) L (XL)
Vestens overvidde: 96 (104) 112 (120) cm
Længde fra skuldersøm og ned: 56 (58) 60 (62) cm
Vesten er designet til at være forholdsvis tætsiddende, og behøver kun få centimeters rørlig vidde. Mål dig selv omkring brystet og vælg den størrelse der er tættest på.
Ønsker du en poset og vamset vest, ser du naturligvis bort fra dette.
I opskriften indgår ligeledes vejledning til at hækle vesten så den går lidt ind i taljen, såfremt man måtte ønske dette. Vejledningen findes i opskriften under; Info
Eksempler til størrelsesguide:
- Måler du eks. 109 cm omkring brystet, bør du hækle str. L
- Måler du eks. 90 cm omkring brystet, bør du hækle str. S
Hæklefasthed, som er vigtig, da vesten skal sidde forholdsvis tæt:
18 stgm, 10 rækker = 10 x 10 cm
Lær hvordan du måler din hæklefasthed her
Garnforbrug: 450 (500) 550 (600) g. Drops Karisma, som har en løbemeter pr. 50 g på 100 m. Jeg har brugt farverne sort og lys eg.
Så længe hæklefastheden passer, kan vesten fint hækles i andet garn, evt. med 2 tråde.
Konstruktion: Vesten hækles på den lange led i 2 dele, et forstykke og et bagstykke, som efterfølgende hækles eller syes sammen.
Til sidst hækles ribkanterne direkte på vesten. Ingen påsyning.
For at hækle opskriften skal du kunne:
Hækle luftmasker, kædemasker, fastmasker, halvstangmasker, halvstangmasker hæklet i bagerste maskeled, stangmasker, dobbeltstangmasker samt kunne hækle 3 fm sammen til én maske. Strukturen der hækles på forstykket, kan du se video af HER
Sværhedsgrad: Let øvet

Køb opskriften med PayPal
Opskriften på Fenja vesten kan købes til download, via PayPal i Eponas butik.
Køb opskriften med MobilePay
Har du ikke en PayPal konto, kan opskriften købes via Mobilpay, send mig blot en mail, og jeg sender opskriften som PDF fil, samt nummer på Mobilpay retur til dig.
Opskriften koster 35 kr
eponasdagbog@gmail.com
Jeg tjekker mail mindst en gang i døgnet.

Opdatering:
Opskrift på Fenja vesten findes nu også til børn.
Fenja Mini, fra størrelse 3 mdr. og op til 24 mdr. finder du HER
Fenja Junior, fra størrelse 3 år og op til 10 år finder du HER
Den er bare så flot!
Tusind tak Eva Maria 🙂
Skal den hækles ud fra et diagram?
Nej, den hækles efter opskrift
Vh. Anja
Hej.
Jeg har sendt en mail, angående vesten 😊
Hej Cecilie
Har sendt en opskrift til din mail 🙂
Vh. Anja
Hej jeg er en lidt stor pige, og jeg tror en XL bliver for lille. Er vesten designet sådan at man simpelt kan hækle den lidt større. Jeg er med på at jeg kan ændre på hæklefastheden. Men er ikke vild med tøj der sidder alt for tæt.
Hej Mette
Vesten er hæklet på den lange led, så hvis du har lidt erfaring, tror jeg fint du kan gennemskue princippet og tilføje et par rækker. Evt. midt-for og midt-bag 🙂
Vh. Anja
Den er virkelig fin den vest, overvejer at kaste mig ud i projektet. Vil det være ok at bruge Drops Big Merino i stedet for Karisma ? Dbh Camilla
Hej Camilla
Umiddelbart tænker jeg, at Drops Big Merino måske er en smule for kraftigt. Men altså, kan du ramme vestens hæklefasthed, kan du anvende garnet. Du skal dog vide, at vesten vil blive mere tæt og kompakt.
Tag gerne et kig på mit indlæg: Lær at måle hæklefasthed
Vh. Anja
Hej Anja
Tak for en god opskrift 🙂 Jeg er nu nået til ribkanten i ærmegabet, og er i tvivl om hvor jeg skal indsætte garnet. Skal det være midtfor, hvor jeg har hæklet for- og bagstykke sammen ?
På forhånd tak 🙂
Mvh. Marlene
Hej Marlene
Præcis 🙂 I sidesømmen, hvor du har hæklet for- og bagstykke sammen.
Vh. Anja
Tak for hurtig svar 🙂
Var så lidt 🙂
Hej
Når jeg slår 52 luftmasker op på nål nr 4 og hækler 1. række stangmasker måler arbejdet kun 34 cm, noget må jo være galt, ellers bliver vesten jo alt for kort, men hvad har jeg gjort forkert ?
Mvh Anette
Hej Anette
Du gør ikke noget forkert, opslagsrækken = vestens sidesøm. Dertil kommer ribkant forneden og i ærmegabet.
Men jeg kan se, at din hæklefasthed ikke passer med den hæklefasthed jeg har angivet i opskriften. Iflg. den hæklefasthed vesten skal hækles med, bør den 1. række måle 27,7 cm (50 m i alt på rækken : hæklesfasthedens 18 m X 10 cm = 27,7 cm) Din vest vil derfor ende med at blive for stor/lang.
I dette indlæg kan du se, hvordan du måler din hæklefasthed
Vh. Anja