Fastelavnsris

Inspireret af alle mine grene fra forleden, har jeg så småt taget hul på løjerne og er begyndt at lave fastelavnsris …

“I dag er fastelavnsris primært en børneskik. I tidligere tider var det forbeholdt voksne. Riset ansås som et symbol på frugtbarhed. Umiddelbart ser det tørt og goldt ud, – men de hjemmelavede ris, af friske (birke)grene, kan med vand og varme sagtens få små, grønne blade. Ved at rise mente man at kunne “overføre” noget af risets frugtbarhed og kraft til den det gik ud over”

Kilde: Nationalmuseet

Nuvel, selvom fastelavnsløjerne i dag primært er for børnene, må jeg indrømme, at jeg også gerne vil have et ris! Jeg behøver ikke slik og en hel masse pynt, som på børnenes. Men en buket smukke grene med enkel pynt, holder jeg meget af!

Det er så livsbekræftende, midt i vinterkulden, at kunne hente gråbrune grene ind og langsomt se dem vågne til live i stuens varme. Pynten er blot en ekstra fin sidegevinst.

Se også: Drivning af forsythia

Fastelavnsris

Fastelavnsris

Min nabo har desværre valgt at fælde sit store smukke birketræ. Øv, for den da! Et træ jeg var rigtig glad for, og som gavmildt forsynede mig med birkeris til kranse og dekorationer, og ligeledes med stemningsfuld halvskygge om sommeren.

Derfor har jeg været nødt til at bruge mirabellegrene til mine fastelavnsris. Men pyt, de er også super smukke, især når de blomstrer. Forøvrigt er de fleste grene velegnede og smukke til opgaven.

Jeg har pyntet med kvaster af avis- og magasin genbrug samt små søde pompom’er af garn. På børnenes ris skal der også være slik, masker med fjer og glimmer serpentiner.

Du kan finde søde og fine print-selv fastelavns skabeloner her hos Lirumlarum-leg.

Lav selv pompom

Lav selv pompom

  • Pap
  • Glas, 2 størrelser, eller en passer
  • Tusch/blyant
  • Saks
  • Garn, alle typer er velegnede
  • Sytråd og nål

Der tegnes 2 runde skabeloner med hul i midten.

Jeg har tegnet pompom-skabelonen på noget genbrugspap. Den yderste cirkel er tegnet om et almindeligt vandglas. Den inderste efter et smalt snapseglas. Disse mål passer med en fin lille pompom, – perfekt størrelse på fastelavnsriset.

Klip de 2 skabeloner ud og læg dem sammen. Vikl garn rundt om skabelonerne. Jo tykkere lag, jo fyldigere pompom.

Derefter klippes garnet op mellem de 2 skabeloner. En garntråd trækkes imellem de 2 skabeloner og rundt om pompom’en. Bindes stramt til. Studs pompomen og sy ophæng af sytråd.

TIP: Det er en fordel at bruge garnrester, alternativt at vinde garnet i små nøgler, som let kan komme igennem hullet i pompomskabelonen.

Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have.
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.
Boller op, boller ned
boller i min mave.
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.

Så er stemningen vist slået an. Lad fastelavnsfesten begynde 😀

4 kommentarer til “Fastelavnsris”

    • Fastelavn kommer lige præcis nu, hvor der er brug for en anledning til fine ris, spas og løjer 😀
      Også en rigtig dejlig dag til dig

  1. Jeg har også lavet fastelavnsris til børnene siden de var helt små.
    Jo større/ældre de er blevet, har de selv været med til at pynte det og så har jeg hængt det aller vigtigste på, slikket😉
    Og helt enig, dejligt med lidt liv og farver i en mørk tid😊
    God aften til dig.

    • Det er en mega hyggelig skik/slik for børn 😀
      Mine piger gik vildt op i fastelavn som små. Riset, men især udklædningen var noget de så frem til 🙂

Der er lukket for kommentarer.