Eponas julekalender

For julestemningen og hyggens skyld, har jeg i år besluttet at lave Eponas “julekalender” her på adressen.

Små hyggelige og nemme jule DIYs. Mange for voksne, men også flere, hvor børnene fint kan være med. – Dekorationer, klippe/klistre, hæklerier, lidt godt til ganen og søde julecitater. Hver dag indtil d. 24.

Det burde toppe stemningen på julebarometeret. Samtidig synes jeg det kunne være mægtig hyggeligt og håber I har lyst at være med.

Kanske det er en jule-midtvejs-krise, men de senere år, har min julestemning desværre været lidt begrænset! Måske hænger det sammen med store børn, som er flyttet hjemmefra. Barndommens magiske jul er uigenkaldeligt et afsluttet kapitel. Både for dem, og for mig. Trods dét, kunne jeg alligevel ønske en anledning til at gøre lidt mere ud af stemningen og alt jule-gejlet.

Hvor jeg dog derfor glæder mig over Eponas dagbog, – et godt sted at gemme ideer og julestemning ♡

For at kickstarte julemåneden, har jeg samlet 5 december favoritter.

Del endelig jeres egne favoritter, eller kom med flere tilføjelser …


5 af mine julefavoritter

Bedste julesang: Der findes så mange fine og søde julesange, men yndlingen over de andre yndlinge, er helt klart Band Aids; Do they know it’s Christmas

Bedste julefilm: Miraklet på Manhatten – Som med sangene har jeg svært ved at vælge, men Miraklet på Manhatten kan jeg virkelig ikke stå for, og skal helst se den hvert år. Trailer kan ses her

Bedste juleslik: Skum julemænd og Bismarckstokke

Bedste julehjemmebagJuleboller med suveræn julesmag og mormors æbleskiver, selvfølgelig

Bedste juleudsmykning: At pynte hjemmet med enkelt og naturligt julepynt. Men især at udsmykke hoveddøren, er vigtigt for mig. Elsker den julede og varme velkomst ved en pyntet hoveddør. I år har jeg lavet den smukke og enkle hyacint-ranke, som nu pryder indgangspartiet. Elsker den ♡

Jeg håber vi ses i morgen, til et lillebitte, hyggeligt, gør-det-selv juleprojekt.

Hvad lever om vinteren, 
dør om sommeren og gror med roden opad?

Svar: En istap

7 kommentarer til “Eponas julekalender”

  1. Hvor hyggeligt med en julekalender,rigtig god ide☆♡
    Tænker også det med julestemningen følges med børnene,jeg glæder mig i hvert fald til hyggen med dem i julemåneden.Nyder at mærke deres glæde og de traditioner vi har. 🌲

    • Præcis. Oplevelsen og stemningen er helt sikkert en anden (og større) når børnene er mindre. Hånden på hjertet – meget af det skaber vi jo netop for dem, og heldigvis 🙂
      Den herligste julemåned ønskes du og dine børn, med alt, hvad det indebærer. Og nyd det nu rigtig meget 😀

Der er lukket for kommentarer.