DIY: Papir gaveposer

Kategorier DIY, Gaver

Hvor tit mangler man ikke lige en fin lille gavepose? Til pengegaven, gavekortet eller andre små erkendtligheder.

Jeg havde noget fint, lidt kraftigt papir liggende. Noget jeg på et tidspunkt havde købt, ene og alene fordi jeg synes det var pænt.

Som afveksling til mit store tæppe-hækle-projekt brugte jeg lidt af weekenden på papir foldning: Søde gaveposer af mit pæne papir. Super hyggeligt, og en dejlig afveksling fra hæklenålen.

Poserne kræver lidt fingersnilde, men efter den første forsøgspose (som det godt kan anbefales at folde i almindeligt papir), går det ganske let. Har du selv lyst, har jeg skrevet en vejledning og scannet skabelonen, så den er lige til at printe ud ↓

DIY gaveposer

DIY gaveposer 10 x 15 x 4 cm

Skabelon (passer til A4 papir) i printvenlig PDF format, finder du her: Gavepose

Du skal bruge:
  • Kraftigt papir
  • Lidt karton eller pap til bunden
  • Kontaktlim eller en god limstift
  • Saks og blyant

Print skabelonen ud og klip den ud.

Tegn efter skabelonen på bagsiden af dit papir, husk at markere, hvor folderne skal være. Klip gaveposen ud.

Først foldes den nederste kant, på tværs af gaveposen, bagside mod bagside. Ret den ud igen og fold side folderne (Den midterste fold i hver side foldes forside mod forside, resten af folderne foldes bagside mod bagside).

Vær omhyggelig med at lave skarpe præcise folder. Især er det vigtigt at være omhyggelig og præcis med de skrå folder i bunden af posen (De skal gå til kanten af 1. side fold og præcis dertil). Ellers kan det være vanskeligt at folde bunden pænt efterfølgende.

Dup små limklatter udvendigt på flappen markeret LIM. Fold den modsatte side over og luk posen med bagsiden mod forsiden.

Gaveposer
Siden er limet sammen

Derefter er det let at lukke bunden, præcis på samme måde som man lukker gavepapir i siden på en gave. Lim eller tape bunden fast.

For at øge styrken og holdbarheden af posens bund, kan det godt anbefales at klippe et stykke pap eller karton på 9,5 x 3,5 cm og lime indvendigt i posens bund.

DIY gaveposer

Posen lukkes med lim eller pænt (masking)tape. Eller der kan klippes et hul med hulmaskinen (igennem alle 3 lag) og bindes et fint bånd om.

God fornøjelse

 

4 tanker om “DIY: Papir gaveposer

Jeg sætter stor pris på din kommentar