Der er stille på Eponas dagbog for tiden

Der er stille på bloggen for tiden.

Ikke med min gode vilje, og bestemt ikke fordi jeg har tabt interessen. Eponas dagbog er mit hjertebarn. Noget jeg selv har skabt. Helt selv, og helt fra bunden.

Jeg elsker at beskæftige mig med bloggen. Jeg elsker at udvikle, designe, hækle, fotografere og skrive. Men lige for tiden går det hele meget langsomt.

Som I ved, kom jeg til skade med min højre hånd, blev opereret og fik gips på. Så langt, så godt! Siden, er min hånd desværre kun blevet ringere! Nerverne støder, river og flår, – indvendigt og udvendigt. Jeg er træt og øm i hånden. Den hæver op, bliver blå og tåler ikke megen aktivitet, før den siger fra.

Jeg kan godt hækle en smule. Godt pakket ind i fingerkompression, silikone og fingerspidsbeskyttelse kan jeg hækle et på omgange. Men desværre heller ikke mere. Hvilket er årsag til stilheden her på domænet.

Fejloperation

Fordi min hånd udelukkende er blevet dårligere og dårligere, besluttede ergoterapeuten, som hjælper mig med genoptræningen, at henvise mig til sygehuset igen.

Det viser sig, at jeg slet ikke er opereret af en håndkirurg. Lidt af en mavepuster, faktisk. Jeg ved godt, at resultatet måske havde været det samme med en håndkirurg. Men tanken rumsterer alligevel, OM det havde set anderledes ud, hvis det var lavet af en håndkirurg fra starten.

Men faktum er, at den nerve, jeg havde skåret over og som skulle syes sammen, ikke er blevet lagt dybt nok i min hånd under operationen og derfor er vokset sammen med arvævet.

En frustrerende besked! Ja, mere end frustrende. Faktisk har jeg ikke helt ord, der dækker alle de følelser og tanker, som fylder i mig. Som højrehåndet, er man virkelig på den uden en højrehånd. Virkelig på den.

Samtidig var det også en lettelse at få at vide! Så er det ikke bare mig, der er pivet.

Advarsel:

Billedet herunder er ikke så pænt, så scrol hurtigt videre, hvis du ikke har det godt med ar, sår osv.

Sådan så min hånd ud da gipsen kom af.

Langs den lilla streg har kirurgen skåret for at finde nerveenderne og sy dem sammen. Desværre er det også dér nerven er vokset sammen med arvævet.

Et virkelig dumt sted, dér inde midt i hånden!

Nerven er over følsom og støder og brager når jeg strækker fingrene. Når jeg griber og holder om ting. Når den udsættes for koldt eller varmt vand. Langefingeren har mistet følesansen, hvilket gør at jeg taber ting, medmindre jeg samtidig kigger på det jeg holder i hånden.

Og jeg bliver træt! Mega træt, fordi ingenting kører på rutinen længere. Jeg skal tænke over hver eneste bevægelse, hver eneste greb jeg gør, for at skåne nerven inde midt i hånden.

Ny operation

I mandags var jeg hos håndkirurgen, som anbefaler en ny operation.

Det er bestemt ikke fordi jeg har lyst! jeg kan næsten ikke overskue at skulle skæres op, dér midt i alt det følsomme endnu engang. Omvendt kan jeg heller ikke overskue min hånd og min fremtid, som det er nu.

Samtidig indfinder tvivlen sig. Hvad, hvis den nye operation også går galt? Hvad, hvis det ikke bliver bedre? Hvad, hvis det bliver værre? Hvad nu hvis og hvis og hvis?

Heldigvis har jeg lidt tid til at vænne mig til tanken. Da det endnu er tidligt ovenpå den første operation, bliver den nye først hen i august. Medmindre min hånd går helt grassat og bliver endnu værre, naturligvis.

Men jeg tror det er meget godt, at jeg har lidt tid at løbe på. Det giver mig tid til forberedelse, både fysisk og mentalt. Tid, så jeg kan indstille mig på endnu en omgang gips og genoptræning.

Og nu til noget helt andet! – Nyt design

Jeg bliver sindsyg, hvis det hele skal handle om sygdom og ødelæggelse, derfor skal i også lige se mit nyeste design.

Jeg får jo ideer hele tiden, det er en ustoppelig proces, der hele tiden foregår i mit hoved. Jeg ser noget, der inspirerer, eller får en tanke om et design, en struktur, et udtryk eller en form. Jeg har bunkevis af skitser til nyt design. Jeg tegner ikke så godt pt., men jeg kan selv se ideen, og det er godt!

Jeg arbejder på den måde, at jeg får en idé, tegner den, retter i tegningen indtil trøjen, sweateren, toppen eller hvad det nu måtte være, har den facon og det udtryk jeg vil have. Når jeg arbejder med strukturer, hækler jeg små prøver, indtil udtrykket er, som jeg synes det skal være.

Derefter skal det omsættes til en hækleopskrift. Først beslutter jeg hæklefastheden og garntype. Derfra er det “bare” at regne ud, graduere og skrive opskriften ned.

Herefter skal prototypen hækles, og det er her jeg har problemer lige for tiden, da det ikke går så stærkt med at hækle prototypen. For først når prototypen er hæklet, kan jeg se om pasformen holder, eller om der skal rettes til i opskriften. Heldigvis kan jeg ofte overtale min mor eller min datter til at hækle videre på prototypen når jeg først har startet den op. Hvilket jeg er super taknemmelig for.

Endelig når prototypen er hæklet, opskriften er rettet og der er taget billeder, er den klar til at sende til testhækling.

Så det er en lang proces, hvor jeg lige nu er frustrende langsom! Men lidt har jeg dog fået lavet.

Stella sommertop, som netop nu er hos testhæklerne:

Synes den er super sød, og krydser fingre for, at opskriften ikke har alt for mange slå- eller formuleringsfejl. – Og så vil vi gerne bede om lidt solskin, tak.

Jeg sælger stadig via mail

Jeg sælger jo en del opskrifter via mail, til betaling med MobilePay. På det seneste har jeg fået flere forespørgsler, om man stadig kan købe via mail.

Det kan jeg godt forstå. For en blog uden aktivitet, kan man let få den tanke, at den er opgivet. Men Eponas dagbog er lang fra opgivet, jeg er blot forsinket og langsommelig i driften.

Og I er altid velkommen til at bestille opskrifter via mail. Hellere end gerne. Det giver mig følelsen af, at noget stadig er normalt. Jeg lover at ekspedere så snart jeg ser bestillingen.

Det var en lang smøre herfra. Men nu ved I ihverfald, hvorfor der er lidt stille på Eponas dagbog.

Rigtig dejlig dag til jer, – og tak fordi I læste med ♡