De helt rigtige hæklenåle!

Som opfølgning på mit indlæg “Hvilken hæklenål skal jeg vælge?” bliver dagens post et “anbefalings indlæg”. Ganske enkelt min varmeste og bedste anbefaling til de mest fantastiske hæklenåle jeg nogensinde har hæklet med.

Store ord, men mindre kan ikke beskrive den begejstring jeg føler for mine nye nåle!

Sådan i parentes bemærket, har jeg vist helt kort anbefalet dem i andre indlæg. Heldigvis har jeg været den lykkelige indehaver i et par måneder efterhånden, – så det skulle undre mig, hvis ikke der har sneget sig et par rosende ord ind, tidligere. Men da jeg simpelthen er så fornøjet over dem, fortjener de et indlæg helt for sig selv!

Clover

Efter lidt research og anbefalinger fra det store internet, endte jeg med at vælge Clover amour

Indtil videre i størrelse 3 og 4, – størrelser som jeg bruger rigtig meget. Men ét er sikkert, de 2 skal blive til mange flere!

Som mange af jer nok ved, har jeg døjet rigtig meget med hækleskader: Ondt i tommelfingeren, armen, skulderen og sågar i ryggen.

De gener er væk! Helt væk. – Og dét, selvom jeg stadig hækler mange timer hver eneste dag. Er det ikke imponerende? Jeg have ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at en anden nål kunne betyde så meget.

Faktisk var jeg helt fint tilfreds med mine gammeldags, tynde stålgrå hæklenåle. Men, her efterfølgende kan jeg jo sagtens mærke forskellen.

Forleden måtte jeg ty til én af de gamle nåle, da mit projekt krævede en størrelse 2,5. Hold nu fast, hvor fik jeg ondt i tommelfingeren, selv efter kort tids hækling. Jeg er stadig ret målløs og lettere undrende, men da jeg tydeligt kan mærke forskellen på min krop, må jeg vedkende mig, hvor stor betydning nålen har …

Den rigtige hæklenål

Clover soft touch og Clover Amour

Reklame-link

Jeg er på ingen måde hæklenåls ekspert, men har læst mig til, at hækler man med blyantsgreb, bør man vælge Clover soft touch, hvorimod Clover amour er at foretrække ved knivgreb.

Det lyder meget rigtigt! Jeg hækler med knivgreb og befinder mig som en fisk i vandet med mine Clover amour nåle.

Min datter derimod hækler med blyantsgreb, og er super fornøjet med sine Clover soft touch.

Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl …