Cremet svampesuppe med timianbrød

Perfekt cremet suppe med den skønneste smag af svampe og hvidløg. Sammen med de lækre, sprøde timianbrød er retten perfekt som forret eller let aftensmad.

Vi fik suppen som en varmende, men let aftensmad inden nytårets store 3 retters middag i morgen. Forøvrigt er jeg rigtig spændt på menuen nytårsaften. Vi skal fejre aftenen med gode venner, som henholdsvis medbringer overraskelses-forret og dessert. Spændende, spændende. Jeg skal kun stå for hovedretten, som bliver noget med oksehøjreb, kartofler på en eller anden facon og noget grønt eller salat af en art. Uh, er lidt sent på den men har endnu ikke helt besluttet mig …

Suppen har jeg lavet med en svampemix fra frost. Svampemixen giver en lidt kraftigere svampesmag, da den blandt andet indeholder Karl Johan svampe, som har en forholdsvis kraftig smag. Ønsker man en lidt mindre gennemtrængende svampe smag, kan suppen laves med champignon alene.

Opskrift på svampesuppe

2 personer
  • 300 g svampe, frosne eller friske (renset vægt)
  • 2 store fed hvidløg
  • 1 spsk frisk limesaft
  • 1 tsk paprika
  • 5 dl vand
  • 2 dl piskefløde
  • salt & peber
  • 1 spsk smør til stegning
Rens svampene, hvis de er friske. Pil hvidløgene og riv eller pres dem. Smelt smørret i en gryde og svits svampene. Når svampene begynder at falde sammen tilsættes hvidløg, paprika og limesaft. Steg til svampene er faldet helt sammen. Tilsæt derefter vand og fløde. Suppen koges ind uden låg i 15-20 minutter. Smag til med salt og peber.
Serveres med limebåde og timianbrød.

Timianbrød

Skiver af franskbrød, flûte eller toastbrød smøres med smør, drysses med tørret timian og bages i ovnen indtil brødene er let gyldne og sprøde i kanten.