Ingen hue uden luffer … Cloud luffer! Jeg er helt grebet af det mønster. Det er så anvendeligt og pænt.
Denne gang blev det til et par hæklede baby luffer, som passer perfekt til huen jeg viste i sidste uge.
Som huen, er lufferne hæklet i Drops Flora, en lækker, lun uld/alpaka blanding.
Opskrift på børnevanter med tommelfinger finder du her
Cloud luffer til baby
Str. 6 -12 mdr, lufferne kan uden problemer forøges eller forkortes i længden.
Reklame-link
- Nål 3 og 3,5
- 1 ngl. Drops Flora
Forkortelser
m = maske
lm = luftmaske
fm = fastmske
km = kædemaske
stgm = stangmaske
rstgmf = relief stangmaske hæklet om maskestolpen/rstgmb foran arbejdet
rstgmb = relief stangmaske hæklet om maskestolpen bagom arbejdet, i denne opskrift hækles rstgmb om rstgmf fra rækken før, så der dannes et langt “kabel” på forsiden af luffen.
3 stgm sammen: Slå garnet om nålen, stik igennem 1. m, træk garnet igennem, slå atter garnet om nålen og træk igennem de 2 første m på nålen.
Slå om igen og stik igennem 2. m, træk garnet igennem, slå om og træk igennem de første 2 m. Der er nu 3 masker på nålen.
Slå garnet om og stik igennem 3. m, træk garnet igennem, slå om og træk gennem de 2 første m. Der er nu 4 m på nålen. Slå garnet om nålen og træk igennem alle 4 m.
Cloud luffer – Ribben
31 lm på nål 3
- Start i 2. m fra nålen, fm hele rækken (30 m), 1 lm, vend
- fm hæklet i bagerste maskeled hele rækken, undtaget allersidste m, som hækles gennem begge led (30 m), 1 lm, vend
- Gentag rk. 2 i alt 33 gange, således at ribstykket i alt består af 34 rækker
- Læg ribstykket sammen ret mod ret og hækl de 30 m sammen fra vrangsiden med 30 km, afslut med 3 lm
Cloud luffer – Hånden
- Skift til nål 3,5 og hækl 34 stgm fra retsiden rundt om den ene ende af ribben, således at der sidder 1 stgm i hver fm-række (35 m ialt, incl. de 3 lm, som tæller for én m), saml omg. med km i 3. lm, 3 lm
- Denne omg. hækles ligeledes fra retsiden: *1 rstgmf om 1. m, spring 1 m over, 1 stgm i hver af de næste 2 m, slå garnet om nålen, kryds tilbage og hækl 1 stgm i den oversprungne m, 1 rstgmf, 1 stgm i hver af de næste 2 m* Gentag fra * – * omg. ud ( De 3 luftmasker tæller for sidste stgm, omg. afsluttes altså med 1 stgm) samles med km i 3. lm, 3 lm, vend
- Denne omg. hækles fra vrangsiden: 1 stgm, 1 rstgmb hæklet om rstgmf fra sidste omg., spring 1 m over, 1 stgm i hver af de næste 2 m, slå garnet om nålen, kryds tilbage og hækl 1 stgm i den oversprungne m, 1 rstgmb om rstgmf, *1 stgm i hver af de næste 2 m, 1 rstgmb om rstgmf, spring over 1 m, 1 stgm i hver af de næste 2 m, slå garnet om nålen , kryds tilbage og hækl 1 stgm i den oversprungne m, 1 rstgmb om rstgmf* Gentag * – * omg. ud, saml omg. med km i 3 lm, 3 lm, vend
- Gentag omg 2 og 3 indtil selve hånden, (det mønsterhæklede) måler 8 – 10 cm (alt efter, hvor store du ønsker dem), slut med en omg. hæklet fra vrangsiden, 3 lm, vend.
- Nu skal allersidste omg. hækles fra retsiden: 1 rstgmf om rstgmb, hækl 3 stgm sammen, 1 rstgmf, 1 stgm i hver af de næste 2 m* Gentag fra * – * omg. ud. De 3 luftmasker tæller for sidste stgm, omg. afsluttes altså som vanligt med 1 stgm og derefter km i 3. lm, bryd garnet, men lad en god trådende være tilbage, som skal bruges til at sy bunden af luffen sammen. Rynk gerne syningen lidt sammen.
Hæft ender og hækl en luf magen til
Lufferne har en god lang ribkant, så de sidder godt under flyverdragten.
Værsgo’
Du er så hjertelig velkommen til at benytte alle mine gratis opskrifter, men jeg forventer til gengæld at blive krediteret med et link, hashtag eller omtale, hvis du viser ideer eller opskrifter herfra på din egen blog eller sociale medier.