Den varme og solrige sommer har fået mine frilandstomater til at gå helt grassat. Jeg vælter i skønne tomater, og er hele tiden på udkig efter nye måder at anvende dem på i madlavningen.
Mange har jeg skåret i mindre stykker og ristet på panden sammen med squash og hvidløg. De ligger nu i fryseren og venter på vinterens gryderetter, – så lækkert altså, med hjemmeavlet forråd.
Den hårde sol har dog skadet en del, som er blevet temmelig grønnakkede. Når solen brænder hårdt og ubarmhjertigt ét bestemt sted, kan tomaterne blive hårde og grønne, uden at ville modne rigtigt.
At spise de grønnakkede tomater er en tvivlsom fornøjelse. Til gengæld nyder jeg synet af dem på høstbordet. Tomatstager, – nem og dekorativ bordpynt.
Dyrker I selv tomater, og har I mon også en del grønnakkede i år?
Se også: Bordpynt med hyben

Lav selv de sødeste tomatstager
- tomater
- fyrfadslys
- en skarp urtekniv
- teske
Hold fyrfadslyset fast øverst på stilkenden af tomaten, og skær rundt om lyset med en skarp urtekniv.
Udhul derefter tomaten med teskeen, i en dybde som passer til lyset.
Sikke en sjov ide :0) Jeg har kun cherrytomater, og det passer med at jeg kan høste en lille håndfuld ca hver anden dag, så vi er sluppen uden om problemet. Men er der ikke noget med at man kan sylte grønne tomater eller lave chutney af dem?
Mine cherrytomater klarer sig også fint, egentlig sjovt, at de ikke får de grønne plamager.
Jo, man kan sagtens sylte grønne tomater, – om det gælder for grønnakkede ved jeg egentlig ikke. Men hvorfor ikke 🙂
Jeg dyrker desværre ikke tomater selv, men nøj hvor jeg synes dine stager er fine. Helt perfekte på et sensommerbord! Har selv lavet dem af æbler og appelsiner, og der har man glæde af duften – men tomater dufter vel ikke på samme måde?
Nej, tomaterne dufter desværre ikke.
Jeg har set dem lavet med æbler, men aldrig med appelsiner. Hvilket ellers er en super god idé, som jeg bestemt må prøve til jul, – kan sagtens forestille mig den herlige duft de giver i hele huset 🙂