Blomsterende have – hele sommeren

Min have skal blomstre, gerne sådan lidt cottage-garden-agtigt! Lidt skødesløst og en lille smule vildt. Jeg holder af at blomsterne nærmest “falder over hinanden”. Noget af det sværeste, men også noget af det sjoveste i haveplanlægning, er at tilstræbe blomstring hele sæsonen. De første bede jeg anlagde for år tilbage, var utrolig smukke – én måned om året!

Siden har jeg nørdet et utal af havebøger og kendskabet til de forskellige stauders højdepunkt har efterhånden hjulpet mig til blomstrende bede det meste af sæsonen.

En tur med kameraet viser, at mange af de smukke lilla står i fuldt flor her i juni.

Stauder og løg med en god lang blomstring, som jeg sætter rigtig meget pris på i min have:

Maj: Forskellige store prydløg og tulipaner, purløg, tidligt blomstrende Klematis, Lodden Løvefod

Juni: Lodden Løvefod, Katteurt, Staude Salvie, Lavendel, Nelly Moser – Klematis, Storkenæb, Fingerbøl

Juli: Katteurt, Staude Salvie, Lavendel, Hosta, Storkenæb, små prydløg

August: Hosta, Høst Anemone, Storkenæb, som selvsående sommerblomst er Kæmpe Verbena et hit

September: Høst Anemone, Vinter Asters, Storeknæb

 

Bedet i forhaven anlagde jeg for 2 år siden. Før var der sten – store sten, over det hele. Ikke just min drøm om en cottage-garden. En lastbil med en stor skovl på kranen fik løst sten-udfordringen. Derefter er der kørt læssevis af kompost på bedet, inden det endelig var klar til at plante i. I år er planterne virkelig vokset til og bedet begynder at ligne det billede jeg havde på min indre nethinde.

Det er altid spændende om virkeligheden nu svarer til forventningerne.

Hvilke stauder er mon jeres favoritter?

 

 

 

6 kommentarer til “Blomsterende have – hele sommeren”

  1. Det lyder til at have været hårdt arbejde med anlæggelse af haven,dejligt du nu kan se gevinsten.
    Rigtig flotte farver.
    Har vist ikke en favorit staude,synes blomster generelt er smukke😊

  2. Det var lidt af en omgang at omdanne "månelandskabet" til en have 🙂 Men ja, stor er glæden når det golde stenlandskab endelig bliver en blomstrende oase 🙂

  3. Ja, en frodig have i maj/start juni er ikke svært. Det er det at få det til at fortsætte, der er en kunst – men også en sjov udfordring. Jeg er blandt andet af den grund meget glad for at så sommerblomster, fordi de har så lang en blomstring. Lige på den her tid er jeg blandt andet glad for to-årige: fingerbøl, lupiner, natviol … men det var jo egentlig stauder du spurgte om 😉 … pæoner, stjerneskærm og staudevalmuer pt…

  4. Præcis, kunsten er at blomsterfloret forsætter. Du har så ret, sommerblomster er super gode at supplere med. Natviol kender jeg ikke og har aldrig haft i min have, men efter du skrev det, har jeg googlet og det er da bestemt en plante jeg vil invitere indenfor i haven næste år. Tak for tippet, så dejligt med nyt input 🙂

  5. Tak, ja, det er sjovest når ens anstrengelser belønner sig. Heldigvis arter stauderne sig allermest som jeg kunne ønske 🙂

Der er lukket for kommentarer.