Weekend lige om straks! Heldigvis! En lang uge lakker mod enden. En lang uge med masser af sygdom på jobbet, og derfor masser af ekstra timer til os andre. Det er vilkårene og sygdom kan ingen holde for. Men hold nu fast, jeg glæder mig til de fridage, som venter forude.
Udover en veninde-biograftur og lidt kreative sysler, har jeg lyst til at bage i weekenden. For tiden har jeg en ustyrlig lyst til hjemmebag i alle afskygninger. Både at bage, men bestemt også at spise. Sidst blev det til dette überskønne bananbrød.
Bananbrød
Mangler du lidt lækkert til weekenden, kan jeg klart anbefale bananbrød … (Ja altså, brød eller kage? Det er så spørgsmålet) Jeg har sat det under kategorien brød & boller. Mest er det et brød, men et lækkert kage-agtigt ét af slagsen. Spises det lunt med koldt smør, kan det sagtens gøre det ud for kage i min verden. Prøv, og bedøm selv … ♡
Bagt uden sukker, men med honning og bananer som det søde indslag. Godt til eftermiddagskaffen, eller som luksus morgenmad på en søndag … Samtidig synes jeg det er ret genialt, da det også fungerer perfekt som daggammelt, blot ristet på brødristeren.
Se også: Kanelbrød, endnu en skøn blanding mellem brød og kage
Bananbrød
1 brød
- 4 godt modne bananer (Den ene til pynt)
- 3 store æg
- 75 g blødt smør
- 1 dl honning
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 tsk kanel
- 1/2 tsk kardemomme
- 1/2 tsk groft salt
- 2 dl hvedemel
- 1 dl havregryn
- 1 tsk bagepulver
- Evt. en håndfuld hakkede nødder eller mandler
Pisk æg, honning, blødt smør og krydderier godt sammen i en skål. Mos de 3 af bananerne og rør mosen i æggeblandingen. Bland havregryn med bagepulver og rør i dejen. Tilsidst røres hvedemel i.
Har du lyst, kan der også tilsættes en håndfuld hakkede nødder eller mandler. Evt. hakket chokolade.
Dejen hældes i en 1 liters franskbrødsform foret med bagepapir. Flæk den sidste banan på langs og læg ovenpå dejen. Bag brødet ca 30-35 minutter ved 175 grader varmluft.
Prik et grillspyd eller lign. i brødet, for at tjekke om det er gennembagt. Afkøles på rist og spises lunt med koldt smør eller peanutbutter.
God fornøjelse ♡
Uhhhm, det ser lækkert ud og sundt er det da vist også. Lige for tiden spiser jeg ikke brød eller andet med stivelse i. Eget forsøg på at spise mig selv rask og det virker faktisk, men hygger mig gevaldigt med bananpandekage, som morgenmad nogle gange om ugen. Mums
Griner. Min svigerdatter laver også bananpandekager til drengene, som de får med kolde i madpakken og for at skabe lidt forandring, er de nogen gange blå.
Hav en god weekend
Lyder ellers rigtig spændende med dit forsøg på at spise dig rask, og super godt, at du mærker en effekt. Håber du skriver om det på et tidspunkt 😀
Bananpandekager er også en af mine favoritter, tror dog jeg vil betakke mig for den blå udgave … Griner. Men kan sagtens forestille mig drengene synes det er fantastisk 😀
Egentlig tror jeg også bananbrødet er okay sundt. Umiddelbart tænker jeg sagtens man kan udskifte hvedemel med mandelmel, hvis målet er at undgå stivelse 😀 Måske skulle jeg afprøve det …
Go ide med mandelmelet. Det vil jeg prøve. Tak og jeg håber på, at jeg kan bikse et indlæg sammen om mit hjemmeskræddrede forsøg på at spise mig rask, men det var kommet så vidt, at jeg ikke havde noget valg og fulgte mave og krops signaler om hjælp.
Gode resultater er, at jeg får det bedre for hver dag der går og jeg hat tabt mange kilo 🙂 Har ingen vægt, men det er en hel del kilo. Mit maveskind passer mig ikke mere 🙂 =
Hoppede i et par gamle cowboybukser i dag. Åhhh hvilken *gensynsglæde*
Det vil jeg glæde mig til at læse! Synes altid det er så fantastisk, hvad kroppen egentlig selv kan klare, hvis blot man lytter 😀
Som bonusgevinst også vægttabet, der er intet så skønt som at gense gamle venner (læs: bukser)!
Bedste weekend til dig
Jeg er ikke så glad for bananer,eller det vil sige jeg kan godt spise dem,hvis de ikke er for modne😉(bare ikke for tit) Til gengæld kan jeg godt lide banankage(mums😊) Sååå måske sådan et brød også skal afprøves på et tidspunkt?
God weekend😊
Min yngste datter har det præcis som dig med bananer. Hun elsker til gengæld også banankage 😀
Endnu har jeg ikke prøvet at servere bananbrød for hende, umiddelbart tror jeg heller ikke det ville være det store hit. Det smager ret meget af banan 😀 Jeg synes jo det er fantastisk. Jeg eeelsker banan. I alle afskygninger! 😀
God weekend
Det lyder rigtig godt, har et par bananer, måske skal jeg bage sådan et her en af dagene.
Brugte banan i et grovbrød forleden, sådan en godt brun en og godt med valnødder men intet sukker eller honning…. blev ret godt.
Bananer er geniale, synes jeg. Har ikke prøvet helt uden sukker eller honning, men hvorfor ikke. En godt moden banan er jo temmelig sød 😀