Bæredygtigt indkøbsnet

Bæredygtigt indkøbsnet syet af genbrugs-dug og gamle jeans.

Jeg har et lille personligt mål om at mindske mit forbrug af plastic. Plastic generelt, men især på pose fronten kunne jeg godt være meget bedre. Jeg vil rigtig gerne tage mere hensyn til miljøet, og skåne vores natur for plastic, men bestemt også som besparelse på de daglige indkøb.

Faktisk får jeg det rigtig skidt når jeg ser de udsendelser, som viser store plasticøer i verdenshavene. Det er vildt skræmmende! Og jeg får ondt i maven når jeg ser deforme havskildpadder og andre dyr viklet ind i plastic. Nu smider jeg ganske vist ikke affald i naturen, men jeg tvivler på at plastic gør noget som helst godt for vores miljø, uanset afskaffelsesmetode.

Derfor er mit mål at sy flere net, så jeg har både i bilen og i mine tasker. Forhåbentlig kan de hjælpe mig på vej til at forbruge mindre plastic.

Nettet her har jeg syet af en dug købt på genbrug. Bunden og ydersiden af hankene, er stof fra et par gamle jeans. Indvendigt har jeg foret nettet med ubleget bomuld = forholdsvis bæredygtigt indkøbsnet.

Vil du være med, har jeg skrevet en vejledning ↓

– Og del endelig andre plastic minimerende tiltag, så vi kan inspirere hinanden.

Sy- og mønstervejledning – Bæredygtigt indkøbsnet

Således tegnes mønster:

På mønsterpapir tegnes en firkant på 40 (længde) x 50 (bredde) cm. Husk 90 grader i hjørnerne.

Tegn bunden, som måler 40 x 10 cm

Til hank tegnes et stykke på 4 x 64 cm.

Klip mønsterdelene ud, læg dem på stoffet og klip eller skær (Husk at tillægge 1 cm sømrum på alle leder og kanter):

2 stk 40 x 50 til forside og bagside

1 stk bund

4 stk hanke

Yderligere i foerstof klippes/skæres:

2 stk 40 x 50

1 stk bund.

Bæredygtigt indkøbsnet Sy først bunden på både for- og bagside, ret mod ret, som vist på billedet. Stryg sømmene glatte
 
 Sy derefter sidesømmene sammen, ret mod ret. Stryg demPå tværs af sidesømmene, syes bunden på sidestykkerne i begge sider, ret mod ret. Se billede nedenfor
 Sy selv indkøbsnet
Hankene syes sammen 2 og 2, ret mod ret, Sy dem sammen på den ene langside, samt begge kortsider. Klip hjørnerne af på vrangsiden som vist på billedet. Vend hankene om på retsiden og stryg sømmen. Buk den anden langside 1 cm ind på vrangsiden på begge sider og stryg det glat. Stik ombukket fast fra ret siden, forsæt og stik hanken hele vejen rundt. Gentag med næste hank.

Sy selv bæredygtigt indkøbsnet

Sy en foerpose af for-, bagside og bunden. Den ene sidesøm syes kun sammen de øverste og de nederste 10 cm, så der fremkommer en åbning i sømmen til at vende nettet igennem.

Sy foerpose og yderpose sammen ret mod ret hele vejen rundt i åbningen. Vend nettet. Stryg sømmen og giv nettet en stikning hele vejen rundt i toppen. Sy vende-slidsen sammen i foerposen.
Sy selv indkøbsnet
Stryg nettet, så både forside og foer ligger glat. Hankene syes på 17 cm fra nettes øverste åbning og 15 cm fra sidesømmen. Sy gennem både ydernet og foerpose. Sy hele vejen langs kanten og slut af med et kryds som vist på billedet, for ekstra forstærkning

4 kommentarer til “Bæredygtigt indkøbsnet”

  1. GOD idé! Jeg har selv 'investeret' i nogle indkøbsnet fra IKEA (til 4 kr/st) og bruger dem så tit jeg husker at tage dem med! De rummer meget mere end plastik poserne og jeg er enormt glad for dem så jeg køber sjældent plastik poser længere. Det er dog meget mere charmerende, hvis man selv syr sine poser – også en god gave, tænker jeg.

  2. Ideen med indkøbsnet, som gave, er faktisk virkelig god. Mon ikke andre ville blive glade for sådan et?! Mit håb er også at mindske indkøbet af plasticposerne, noget jeg er super slem til at gøre, og det irriterer mig hver gang, både af hensyn til økonomien, men især af hensyn til miljøet.

  3. Sådan har jeg det også! Jeg kan slet ikke overskue de store konsekvenser af plasticforureningen, og bliver virkelig ked af det og føler mig magtesløs. Derfor er jeg nødt til at fokusere på de små ting jeg KAN gøre: Hjemmestrikkede eller hæklede karklude og indkøbsnet i stedet for plasticposer, så føler jeg da, at jeg gør noget – om ikke andet 🙂

Der er lukket for kommentarer.