Morten skildpadde & frue


De fleste som har haft mindre børn i slut 90'erne, starten af 0'erne, kender nok Morten skildpadde. Den kække og elskelige lille padde fra diverse børnebøger og film.

Nu er Morten voksen! Og han har også fået sig en yndig kone! Herhjemme har vi haft en mindre skildpaddefest, mens jeg har lavet opskriften og Morten langsomt er vokset frem af nålen. 

Morten er stadig en kæk lille fyr med en gigantisk personlighed. De seneste dage er han blevet en ganske stor del af min familie - til megen glæde og morskab! Lidt anderledes forholder det sig med fruen! Det er endnu ikke den store personlighed som dominerer. Måske fordi hun har så travlt med at se yndig ud? Måske fordi hun endnu ikke har et navn?

Jeg kan simpelthen ikke beslutte mig for, hvad Mortens kone hedder. Derfor håber jeg meget, at I vil hjælpe mig med at navngive hende.

  • For sjov har jeg lavet en afstemning - så vil I ikke være søde at afgive jeres stemme ude i højre sidebar og derved hjælpe både mig, men også Mortens kone til det helt rigtige navn?
  • (I parentes bemærket: Du er helt anonym og skal ikke opgive mail eller noget som helst andet for at stemme. Du skal blot trykke på det navn du synes passer bedst til Mortens kone)
På forhånd tusind tak :)

------------------------------------------
Afstemningen er slut. Tusind tak fordi I ville hjælpe med at navngive Mortens kone :) Med et lille flertal valgte I at fruen nu hedder Minna. Hun er rigtig glad for endelig at have fået et navn ♡

Opskrift på Morten og frue


m = maske
lm = luftmaske
km = kædemaske
fm = fastmaske
Indtag = 2 masker hækles sammen. Se evt. vejledning her
Udtag = 2 masker hækles i en maske

Du skal bruge:

Rester af bomuldsgarn, pudefyld/vat og hæklenål str 2,5 - 3
Skift farve undervejs når du synes

Overskjold:

5 lm samles med km
1. Omg: 1 lm 10 fm om ringen samles med km
2. Omg: 1 lm - derefter fm med udtag i hver m, omgangen samles med km (20 m i alt)
3. Omg: 1 lm - derefter fm med udtag i hver anden m, samles med km (30 m i alt)
4. Omg: 1 lm - fm i fm, samles med km (30 m i alt)
5. Omg: 1 lm - derefter fm med udtag i hver 3. m, samles med km (40 m i alt)
6. Omg: 1 lm - fm i fm, samles med km (40 m i alt)
7. Omg: Som 6. omg
8. Omg: 1 lm - derefter fm med udtag i hver 4. m, samles med km (50 m i alt)
9. Omg: 1 lm - fm i fm, samles med km (50 m i alt)
10 - 14. Omg: Som 9. omg  

Underskjold:

5 lm samles med km
1. Omg: 1 lm 10 fm om ringen, samles med km
2. Omg: 1 lm, derefter fm med udtag i hver m, omg. samles med km (20 m i alt)
3. Omg: 1 lm, derefter fm med udtag i hver anden m, samles med km (30 m i alt)
4. Omg: 1 lm, derefter fm med udtag i hver 3. m, samles med km (40 m i alt)
5. Omg. 1 lm, derefter fm med udtag i hver 4. m, samles med km (50 m i alt)
6. - 7. Omg hækles ens: 1 lm, fm i fm, saml m km (50 m i alt)

Hoved:

4 lm samles m km
1. Omg: 1 lm, 8 fm om ringen, samles med km
2. Omg: 1 lm, fm med udtag i hver m, samles med km (16 m i alt)
3. Omg: 1 lm, fm med udtag i hver 2. m, samles med km (24 m i alt)
4. Omg: 1 lm, fm med udtag i hver 3 m, samles med km (32 m i alt)
5. Omg: 1 lm, fm i fm, samles med km (32 m i alt)
6. Omg: 1 lm, fm med udtag i hver 4. m, samles med km (40 m i alt)
7. - 10. omg: 1 lm, fm i fm, samles med km (40 m i alt)
11. Omg: 1 lm, derefter fm, hvor m *1 og 2 hækles sammen, derefter 3 fm i fm * Gentag fra * til *, samles med km (32 m i alt)
12. Omg: 1 lm, fm i fm, samles med km (32 m i alt)
13. Omg: 1 lm, fm hvor m *1 og 2 hækles sammen, derefter 2 fm i fm* Gentag. Samles med km (24 m i alt)
14. Omg: 1 lm, derefter fm med indtag i hver anden m, samles med km (16 m i alt)
Fyld vat i
15. Omg. 1 lm, fm med indtag i alle masker, samles med km (8 m i alt) Lad en god ende være på garnet til montering.

Ben:

Lav en magisk cirkel
1. Omg: 4 fm om cirklen
2. Omg: fm med udtag i hver m (8 m i alt)
3. Omg: fm med udtag i hver 3. m (12 m i alt)
4. Omg: Som omg 3 (16 m i alt)
5. - 7. Omg: fm i fm (16 m i alt)
8. Omg: fm med indtag i hver 3.- 4. m (12 m i alt)
9. - 12. Omg: fm i fm, slut sidste omg m km (12 m pr. omg.)

Øjne:

Lav en magisk cirkel
1. Omg med sort garn: 4 fm om cirklen
2. Omg: fm, udtag i hver m, saml m km (8 m ialt)
3. Omg, skift til hvidt garn: fm med udtag i hver 2. m, stik nålen i næsten ved midten i en af maskerne, hækles som fm (12 m i alt). Saml omg med km og hæft enderne

Montering:

Ri benene fast på indersiden af underskjoldet, eller hold dem fast med nåle. Sy over og underskjold sammen fra ret siden, så benene syes med imellem de 2 skjolde. Husk at fylde ud med vat inden de syes helt sammen. Sy Mortens hoved på skjoldet. Sy øjne på med sytråd. Mortens kone får lange øjenvipper med sort garn.


De er da virkelig så søde sammen, sådan et super kært par - og hvem ved, måske kommer der små på et tidspunkt ...


Morten in the making ♡

Kommentarer

  1. Hvor er de søde,kan sagtens huske Morten:0)
    Ved godt afstemningen er anonym,men den yndige frue han er ude at spadsere med,er helt klart Mette;0))

    SvarSlet
    Svar
    1. Man behøver slet ikke være anonym, kun hvis man vil :) Og du har faktisk ret, Morten og Mette lyder sådan set ret sødt :)

      Slet

Send en kommentar

Dette kunne også interessere dig