Strikket karklud

En lille vaflet fætter

Weekend lige om snart. En alene-hjemme-weekend venter forude. Ser frem til lange dovne formiddage i mit eget selskab, med stille nusseri, god kaffe, en god bog og endnu en karklud på strikkepindene. Har fuldstændig tabt mit hjerte til disse skønne klude af lækker bomuld og supplerer jævnligt beholdningen. 

Faktisk er jeg super glad for mine karklude strikket i perlestrik. Nogen gange bliver det bare lidt små kedeligt at strikke det samme mønster igen og igen. Når jeg keder mig, begynder min hjerne at blive hitte-på-som ... man kunne jo lige prøve ... og hvad nu hvis jeg gjorde ...

Derfor sad jeg i sidste weekend og legede lidt med en forestilling om et mønster jeg havde i tankerne. Efter en del strikken frem og tilbage, endte jeg ud med et mønster på denne lille herlige, vaflede sag. Jeg er mægtig godt tilfreds, kluden er fin og lækker i strikket. Heldigvis skrev jeg ned undervejs. Klapper lige mig selv på skulderen for at huske det. Nu har jeg nemlig endnu et yndlingsmønster til samlingen. Et som er en kende mere afvekslende at strikke, end den ellers højt værdsatte perlestrik.

Opskrift på strikket karklud 24 x 24 cm


1 Nøgle bomuldsgarn 8/4 og pinde str. 2 1/2

Slå 58 masker op og strik 6 pinde retstrikning.

Derefter stikkes de første 4 og de sidste 4 masker på hver pind ret, dette for at give kanten rundt om kluden.

Mønstret imellem retmaskerne løber over 4 pinde som følger:

P 7: 2 r, 1 vr, derefter 5 r, 1 vr, 5 r pinden ud - Husk de 4 retmasker først og sidst på pinden.

P 8: 1 r, derefter 3 vr, 3 r, 3 vr, 3 r, den sidste maske strikkes vrang - Husk de 4 retmasker først og sidst på pinden

P 9: 5 vr, 1 r, 5 vr forsættes indtil de sidste 2 masker som strikkes vrang - Husk de 4 retmasker først og sidst på pinden

P 10: Vrangstrikning på hele pinden - Husk de 4 retmasker først og sidst på pinden

Gentag mønstret, start ved p 7

Forsæt mønstret til kluden måler 24 cm - derefter strikkes 6 pinde retstrikning og lukkes af.


Ha nu en skøn weekend

Kommentarer

Dette kunne også interessere dig